søndag den 28. november 2010

Ventetid....

Sidder fortsat i Ho Chi Mihn City - eller Saigon om du vil. Forskellen ligger i at naar man siger Saigon, menes egentlig byens centrum eller distrikt 1. Hele byen med dens 8 mio. indbyggere er kendt som Ho Chi Mihn City. De sidste par dage har Bettina og jeg boet paa 4 stjernet hotel.....det var meget tiltraengt efter smaa og beskidte vaerelser, samt diverse bambushytter og straamaatter! Vi har haft swimmingpool paa toppen af hotellet - 15. etage og vaeret de eneste 2 der har benyttet den! Perfekt! Fra vores hotel kunne vi kigge lige over til den imponerende skyskraber Bitexco Financial Tower med hele 262 meter og 68 etager! WAUW



Naa men grunden til jeg sidder her er at jeg er helt alene her paa 1. soendag i advent.....Bettina tog mod DK i gaar og i dag skulle jeg saa hente Lena kl 17 i lufthavnen.....pga. noget kronprinse besoeg i Sakon Nakhon var hendes fly dog forsinket og hun har derfor mistet sit fly videre til HCMC. Jeg har netop modtaget en sms, hvor der staar at hun "f..... haaber der er sol paa den der oe, for hun har lige betalt 9000 baht for at komme til HCMC med et andet fly!!!" Arghhhhhh - det haaber jeg ogsaa der er!!! Hun lander i stedet ved 20 tiden i aften - heldigvis.

Saa jeg har god tid og taenkte jeg lige kunne skrive lidt om Bettinas og mine oplevelser her i HCMC.

Vi startede vores besoeg her syd paa med at flygte ud af byen og ud paa Mekong Deltaet. Vi tog paa en to dages tur med overnatning hos en familie. Vi var 8 personer i alt og de eneste turister, der hvor vi befandt os. Kloge af skade fra Hanoi, havde vi valgt at betale lidt mere (meget faktisk) for vores tur med lovning om at vi var den eneste gruppe. Det var vi heldigvis og det var en fantastisk oplevelse. Det var nu 5 gang jeg hilste paa Moder Mekong. Jeg har ved flere forskellig lejligheder moedt hende i Thailand og bl.a. spist ved hendes bred samt paa en flydende restaturent paa hende. Jeg har set hendes navle, krydset hende over Friendship Bridge i Mukdaharn samt set en fatastisk solnedgang bag hende. Et absolut naturvidunder som her ved deltaet i Vietnam folder sig ud i, i alt 9 arme og derfor hedder "Cuu Long" hvilket betyder "9 drager". Floden er omraadets kilde til alt liv og den goer at der nogle steder kan hoestes ris op til 4 gange om aaret. Desuden er der et rigt dyre og planteliv og der er mange frugtplantager af bl.a. pomeleo, kokosnoedder og bananer.

Vi var paa flydende marked og spiste morgenmad fra en lille dame i en langbaad, hvorfra hun sad og kokkerede. Det var naermest som at vaere paa indfaldsvejenen til KBH mandag morgen - sikke en trafik!! Vi sejlede flere timer og blev alle steder hilst med smil og vink og "hellloooooo" - noget andet end indtrykkene fra byerne. Vores guide fortalte at det var kendt at mange synes at folket i nord er mindre gaestfrie. Vi havde taenkt i retninger af efterdoenninger fra krigen, men han mente det var fordi, de generelt var fattigere paa naturens gaver. De kan kun hoeste ris 1 gang aarligt og kan ikke paa samme maade plukke alt ude foran doeren. Derfor maa de arbejde haardere. Selvom naturen er rig her ved Mekong deltaet lever folket i landdistikterne bestemt ikke i sus og dus. Der er blevet stoerre skel mellem rig og fattig i Vietnam og det ses isaer paa  landet... De bedste oplevelser vi havde derude var de mange ildfluer vi observerede om aftenen - fordi det var saa smukt og saa en 2 timers cykeltur paa smaa stier i landsbyerne i deltaet - absolut fantastisk - og isaer fordi solen endelig skinnede!!!! Her besoegte vi et Khmer Samfund og deres tempel - noget ganske andet en de imponerende templer jeg har set i Thailand. Det var meget gammelt og ikke velholdt...

Vi kom hjem sent onsdag aften - gik ud og spiste og fejrede der var en maaned til juleaften med en flaske vin!!!!

Torsdag havde vi endnu en dagstur paa programmet - til Cu Chi tunnelerne taet ved Cambodias graense og Cao Dai Samfundet og deres imponerende kirke. Vi havde bestilt turen fra samme bureau og vi var saa heldige at vores gruppetur kun bestod af os to, samt chaufoeren og guiden. Det var virkelig en luksus tur hvor doerene blevet aabnet for os og vi blev baaret paa haender og foedder og fik en masse virkelig god viden om det vi saa. Cu Chi tunnelener naaede en laengde af over 200 km hvoraf der nu kun er ca. 10 km tilbage. Selve historien er fantastisk, skraemmende, trist og spaendende og det var mere end angstprovokerende at faerdes i de smaa gange, der endda var gravet stoerre for at turisterne kan vaere i!!!!

Cao Dai Religionen er en religion der omfatter alle verdens religioner, men de tre hovedreligioner er Buddhismen, Taoismen og Konfucianismen. Derfor ligner deres religioese hus en katolsk kirke i formen, men taget er inspireret af de kinesiske templer med flere "lag". Der er masser af staerke og klare farver overalt og billeder af baade Buddha, Jesus og Maria. Der er ca. 3 mio Cao Daister fordelt over hele verden.



Det var nogle virkelig gode dage med en masse ny viden og flotte oplevelser!

Drager til Phu Quoc i morgen hvis alt gaar efter planen - Vietnams svar paa Phuket - altsaa fremtidige - der er nemlig store planer for oen og en international lufthavn staar faerdig til naeste aar. Vi haaber at finde en oede strand i fred for saelgere og hustlere.....

GLAEDELIG JUL!



mandag den 22. november 2010

Backpacking....

Det er lang tid siden jeg har skrevet - faktisk har jeg ikke skrevet siden jeg forlod Raindrop i Thailand. Det er der flere aarsager til....for det foerste har jeg ikke computer mere, den blev i Thailand og for det andet tager det tid...laaaang tid. Og min tid er dyrebar - synes jeg, for det gaar saa staerkt det hele og om praecis 1 maaned er jeg paa vej hjem over Kuala Lumpur til Amsterdam og Koebenhavn.....den tid den sorg :-)

Ugerne sammen med Katja gik rigtig staerkt. Vi startede med at opleve Bangkok sammen paa 3 dage.....dvs. saa meget vi kunne overskue indberegnet jet-lag og toemmermaend. Det er en utrolig by. Utrolig stor og utrolig larmende og der findes alt i den by.....alt er til salg og alt kan koebes. Vi boede hos Katjas ven Ulrik der bor og arbejder i Bangkok. Det var indtil da det absolut paeneste sted jeg havde overnattet i de sidste 4 mdr og hvor der tilmed var varmt vand at bade i!!! uhhhhh.... Bangkok viste sig fra sin gode side i de dage vi var der, med masser af sol og begraenset med smog. Vi fik set de obligatoriske turiststeder, vandret Thanon Sukhumvit tynd, set de massive luksus shopping centre, vaeret paa diverse markeder, koert helvedes tuk tuk og sejlet paa floden.... Vi tog bussen tilbage til Sakhon Nakon hvor der gik et par dage med patientbesoeg, farvelbesoeg og stress over at skulle pakke sammen. Jeg fik sendt 2 store papkasser hjem med diverse krims krams fra de sidste maaneder paa Raindrop.

I aegte backpacker stil skal der jo spares penge, saa vi skulle med bussen fra oest mod vest til Chiang Mai, en tur paa ca. 15 timer! Fra Sakhon Nakon mod vores skifte station i Udon Thani, sad vi mellem godt og vel 50 lokale markedsfolk, skole elever og folk der skulle laengere vaek i anledning at at den Buddhistiske faste endte. Vi var noget nevoese for resten af turen, da bussen mildest talt var ramponeret og meget ukomfortabel. I Udon blev vi dog glaedeligt overraskede over at se en VIP 24 saeders bus, hvor vi fik foerste parket - HURRA! Turen var dog stadig lang og af en eller anden aarsag er det bare aldrig afslappende musik der saettes paa i Thailandsk offentlig transport!

I Chiang Mai handlede det nu om at finde et sted at bo - vi naaede at bo 2 forskellige steder. Det ene var anbefalet i Lonely Planet......og den anbefaling kan de godt fjerne igen. Det var virkelig billigt men det betoed ogsaa at vi havde squat-toilet og koldt vand i bruseren, moegbeskidte vaegge og verdens sureste vaertinde. Vi holdte til 2 naetter foer vi rykkede over paa Jai Dee Guesthouse som betyder "Godt Hjerte" og her var hyggeligt og paent!

Chiang Mai er en forholdsvis stor by fyldt med backpackere fra hele verden.....Katja og jeg var paa et tidspunkt bange for at transmorgriffe om til hippier, da der findes utrolig mange i Chiang Mai. Man kan kende dem paa de loese spraglede bukser, stoftasker der haenger paa ryggen, halvfedtet haar (evt. dreadlocks) og en masse alternative smykker i laeder og sten. Pt. sidder jeg i en buks af foernaevnte type og mit haar fedtet......men nu har jeg ogsaa vaeret paa farten i mange uger snart! Vi lejede en scooter for 2 dage og begav os op ad bjerget uden for byen for at se diverse vandfald, det beroemte tempel paa Doi Suthep samt kongefamiliens residens. Pga. chaufoerens manglende koerefaerdigheder med gearskifte paa scootere, havde vi lejet en med automatgear...hvilket betoed at vi kun kunne komme til en vis hoejde paa bjerget, hvilket var ret godt, for det tog desvaerre lidt tid for mig at finde ud af at scooteren ikke behoevedes at koere i frihjul hele vejen ned.....turen havde vaeret meget lang hvis vi havde vaeret laengere oppe, og min kaere far har engang laert mig hvordan bremserne bliver varme, hvis man ikke gearer ned (hvilket jeg jo ikke kunne).....naa meeeen - det kunne scooteren heldigvis selv, hvis bare den fik lidt gas - saa ned kom vi ogsaa.

Fra Chiang Mai floej vi mod oen Koh Chang der ligger syd for det beroemte feriested Pattaya i den sydoestlige del af den Thailandske golf. Frygten for tropisk storm og regnvejr i en hel uge lagde en daemper paa rejshumoeret, men der var ingen andre steder i Thailand hvor det saa bare en smule bedre ud. Heldigvis var vejret nogenlunde med os, og en aeldre halvgnaven australier, der legede solsenge ud, fortalte os at indtil ugen foer havde det vaeret det vaerste vejr paa Koh Chang han havde oplevet i mange aar. Vi gjorde et halvhjertet forsoeg paa at vaere aegte backpackere og slog os ned i en bungalow taet ved stranden. Efter anden nat, hvor vi vaagnede med ca. en milliard myrer i sengen, maatte vi dog kapitulere og flygte til "konkurrenten" lidt laengere henne ad stranden. 4 dage i luksus med 2 store senge  med dyner (EN TIL HVER!!), badekar, morgenkaaber og gratis kaffe.....og nu det paenste sted jeg har boet i 5 mdr.

Jeg fik sendt kaere Katja tilbage til DK, mens min nye rejseven Bettina sov hendes jet-lag ud paa et hotel i Bangkok. Vi skulle tidligt op naeste dag og med flyet til Hanoi......vi kom dog ikke tidligt nok op og mistede af tvivlsomme aarsager vores fly....det var noget med at ankomst tiden var blevet forvekslet med afgangstiden og at ingen havde dobbelttjekket.....hrrmmmmm. Vi opdagede det i taxien paa vej til lufthavnen da der er ca. 30 min til flyet letter.....vi maatte investere i nye billetter til Hanoi og kom afsted en time efter vi traadte ind i lufthavnen.....det gik staerkt, men vi griner af det nu....dumt dumt dumt.

Vi har vaeret i Hanoi hele sidste uge og har oplevet baade Halong Bay og Sapa, der ligger taet paa den kinesiske graense. Det var nogle utrolige naturoplevelser og vi kan stadig maerke vores laegmuskler efter de tre dages trekking i bjergene. Jeg er meget overrasket over den store forskel der er paa Thailand - smilets land og Vietnam - de sure miners land. Lige saa venlige, fleksible, smilende, hjaelpsomme og diskrete som thailaendere for det meste er, lige saa agressive, firkantede, paatraengende, ligeglade og larmende er mange af de Vietnameserne vi har moedt. Man har hele tiden indtrykket af at de proever paa at snyde `en. Det hele handler om penge - penge der ligger i lommen paa vesterlaendinge. Dette er indtrykket fra Hanoi - en larmende og sydende storby, med et kaotisk virvar af scootere, biler, cyklister og gadesaelgere. Vi er blevet hustlet mere end en gang, men det er stadig for smaapenge, selvom priserne nogle steder minder om DK. Det er naturligvis spaende at opleve og en troest at man ikke er tvunget til at bo her.....de virker bitre.....Det kan selvfoelgelig skyldes at vi netop faerdes hvor der er mange turister.

Nu sidder jeg i Ho Chi Mihn City - paa et 15 dollars hotel.....hvor vores vaerelse ligner et slagtehus og toilet og bad er 20 cm fra Bettinas seng paa den anden side af en glasrude (matteret, bevares). Men vi skal kun overnatte i dag, da vi selvfoegelig skal paa tur i morgen. Vi skal ud og opleve Mekongdeltaet og livet derude og torsdag skal vi se Cu Chi tunnelerne nord for HCMC.



Vores foerste indtryk HCMC er desvaerre ikke for godt......vi tog bussen fra lufthavnen ind mod byen.....vi gav 20.000 dong = 6 kr. ca......de lokale gav 500 dong!!!!! 40 GANGE SAA MEGET BETALTE VI!!!!! Hustlere..... Naa men bedre bliver det ikke af at vi har befundet os paa gaden i ca. 10 min. da jeg bliver afskaaret af en knallert, og en mand raekker armen ud og flaar min halskaede af og koerer sin vej - hoejlys dag i myldretiden......WHAT???? Jeg naar selvfoelgelig ikke at opfatte hvad der sker og er lidt rundt paa gaden. Han har formentlig spottet os da vi gik ud af bussen og troet jeg havde en guldhalskaede paa.....hvilket jeg selvfoelgelig ikke har, da jeg jo er fattig rygsaeksrejsende. Hans soergelige roeveri var af en kaede fra et Thailandsk marked og et vedhaeng, der egentlig var meget soedt, men intet vaerd. Grunden til jeg havde halskaeden paa var flyveturen....i kaeden havde jeg nemlig ogsaa et Buddha ikon, jeg fik af en kollega i Raindrop, fordi jeg var bange for at flyve og det ville bringe mig held. Ikonet har jeg, af mangel paa rationel tankegang og en hel del overtro, klamret mig til under busture, togture og flyveture lige siden jeg fik det. HELDIGVIS falder Buddha ikonet af og han faar det ikke med og jeg kan samle det op fra gaden, under 2 teenageres knallert lige inden de skal til at koere det over!!!! Jeg ved godt hvorfor han ikke fik det med og det goer mig alligevel tryg i dette maekelige land.

Billeder kan jeg desvaerre ikke oploade....

Vi ses til jul....

søndag den 17. oktober 2010

"I did it thaaaaaaaaaai way!!!!"

Synger på sidste vers - bogstavelig talt!!!

Det går for alvor op for mig hvor stærkt tiden er gået, når jeg nu sidder og skriver min formentlig sidste blog her i Howitz Home på Raindrop Foundation, og samtidig er begyndt at planlægge hvad der skal shippes hjem og hvad der skal videre med i rygsækken. Jeg bliver bekræftet i at tiden må være passeret med højere hastighed end normalt, når jeg tænker på alle de ting jeg har nået at opleve, men også alle de ting som jeg ikke lige fik nået. Fx har vi en nationalpark små 25 km herfra.....jeg har ikke nået at se vandfaldet eller deres 2 elefanter. Thailands største natursø, som ligger i Sakon Nakhon har jeg kun kortvarigt skuet ud over. Jeg havde ellers planlagt en sejltur ud til Paradis øen....Kaffebaren, svømmehallen og biografen har jeg også til gode....og det samme gælder massevis af små hyggelige gaderestauranter, som jeg havde udset mig! Weekend ture til nærliggende byer som Kalasin, Nakhom Phanom og Roi Et er også kun blevet til tanker..... Jeg ved ikke hvor jeg skulle have placeret alle de nævnte ting, for jeg har bestemt ikke ligget på den lade side heroppe. Arbejdet har fyldt rigtig meget - et valg som Søren og jeg tog, for at føle vi rent faktisk gjorde en forskel. At man nu rent faktisk kan mærke den forskel, gør at det har været det hele værd.....Jeg er glad for jeg har valgt at bruge de sidste 2 mdr. på at rejse rundt, men Raindrop bliver ikke glemt og jeg er sikker på jeg vender tilbage engang i fremtiden!




Oplevelserne heroppe kan ikke beskrives med få ord.....så derfor kommer der mange :-)

Klamhedsfaktoren...
Et begreb vi hurtigt kom på var "klamhedsfaktoren". Det skete fordi vi undrede os over hvor hurtigt ens oplevelse af "klamhed" ændres. Det startede med maden....første dag i Sakon Nakhon stod vi og kiggede på billeder af mad på en restaurant - det så klamt ud.....nu synes jeg billederne ser godt ud og jeg ved lige hvad der er i. Noget mad er dog per definition klamt og det ændrer sig nok ikke.....fx meget små gærede fisk pakket ind i bananblade - en lækker snack, eller deres lækre klassiske Sum Tam (stærk papayasalat) der kan spoleres totalt med fed fed Naam Blah (fiskesovs = afdryp fra små fisk der også gærer), og hele krabber i. Eller måden hvorpå en høne (hele hønen) bliver hakket i uregelmæssige stykker og smidt i diverse sovse, så man ikke ved om man sidder og tygger på et stykke numse eller en blodåre.....så jeg er blevet ret god til at spotte mærkelige ting i maden. Gadekøkkener lignede hinanden i starten, men nu kan jeg se hvor der er "rent" efter thai-standard. Levnedsmiddelstyrelsen ville lukke hele lortet, det er sikkert! Jeg har vænnet mig til at sidde og grave i de samme sticky rice, som min thailandske kollegaer, der ikke går så højt op i at vaske hænder før man spiser, også selvom de lige har haft patientbehandling med "Tis-Tanja", "Prut-Peter" og "Nussede-Niels".





Man ved godt at vilkårene gør, at det bare ER lidt beskidt, men nogle gange tænker man om det virkelig behøver være SÅ klamt? Det skal siges at folk heroppe er fattige og at det ofte giver en hvis grad af "nussethed" når man bogstavelig talt bor ovenpå en kostald, men derfor behøver man jo ikke have høns rendende oppe i "stuen" eller hunde til at sove på bordet. Og man behøver heller ikke samle mad op fra gulvet på hospitalet og spise det (set af Søren!!!!) og når man har tørt tis op efter sit barn, kan man godt vaske hænder inden man spiser. Damen i restauranten må egentlig også gerne tage en ren ske når hun skal smage maden til....men det gør hun ikke - den er højst sandsynlig ikke blevet skiftet siden i går. Det kunne også være rart, hvis der var sæbe på de offentlige toiletter og på restauranterne (især dem med buffet).  

Læg mærke til den lille pige der kigger ud!!! Hun sidder i "stuen".

Jeg ville ønske jeg havde et billede, for det siger jo mere end tusind ord, men noget som ingen af os forstår, er måden hvorpå de opbevarer tandbørster. På næsten alle toiletter forefindes en kurv med x antal beskidte tandbørster, beskidte håndsæber, beskidte hårbørste, sulfo, shampoo med mere...men okay, mange af dem har også virkelig grimme tænder. Jeg har min tandbørste i et etui, fordi jeg ved at Preben (gekkoen) ville skide på den, hvis han kom forbi.....Hvorfor sidder man og spytter på sit stuegulv og hvorfor smider man skrald lige ude foran døren....Fattigdom. Manglende uddannelse og viden.....og grunden til vi lægger så meget mærke til det, er at vi lever et utroligt beskyttet liv.....

Thailandske pudsigheder
Dejlige mennesker - uden tvivl. Buddhismen er en smart religion i et land med fattigdom - så undgår man alt for meget kriminalitet og oprør...... Derfor brokker thailændere sig sjældent, eller siger til folk hvis de gør noget forkert eller hvis man synes det kunne gøres smartere - i hvert fald ikke til er en person der er ældre eller mere betydningsfuld end én selv. Så tier man og er en god buddhist og går forud som et godt eksempel....Vi har ofte udbrudt "det kunne i godt lige have fortalt os" i forbindelse med arbejdet fx, men så får vi bare at vide "No no - Thailand not same Denmark".  

Buddhismen har nogle ret velformulerede leveregler og den gode karma vil man jo gerne opnå....Bl.a. "one serves ones teacher and run errands for him".....Det giver nogle misforståelser når vi SÅ gerne vil have Witchdoctors til at tænke selv.....men de bliver opdraget til at være underlegne, ikke stille spørgsmål osv. og desværre får man indtryk af at det nogle gange virker lidt fordummende på folk. Det med at servicere dem der har mere betydning end en selv, har medført at jeg formentlig kommer til at dø af tørst i den nærmeste fremtid - jeg skænker meget sjældent et glas vand selv og jeg ved ikke om jeg kan huske hvordan man gør!!! 


Inden jeg kom herned læste jeg i Lonely Planet at det var meget uhøfligt at pege, snakke om folk, kigge åbenlyst osv....tror ikke selv thailænderne har læst det afsnit. Hvis jeg havde taget penge for hver gang nogle havde stillet sig op og kigget på mig, som om jeg var en anden cirkus klovn, så havde jeg været millionær!!! Fx den anden dag hvor jeg er på apoteket, kommer der en anden kunde og stiller sig lige op i hovedet på mig og blander sig i min samtale med ekspedienten mens hun peger på mig! Eller den dag i byggemarkedet hvor der pludselig var 5 ekspedienter om at finde en pakke skruer, eller på gå turen hvor en bil kører forbi med ladet fuld af mennesker  og man kan høre "faraaaaaaaaaaaaang" eller på patientbesøg  hvor man pludselig har 10 tilskuerer (eksklusive de 15 hunde, 20 høns og 2 køer). Ja man er helt sikkert et unika hernede!


Her er vi faktisk til begravelse og helt og aldeles upassende går damerne i selvsving over farangerne og vi får nok taget 20 billeder....
Lige netop det med at få taget billeder er de helt tossede med og der bliver poseret og lavet V-tegn på samtlige billeder. På vores tur til Khao Yai i sidste uge var vi i et sært shopping kompleks der var bygget som et mini-Italien - Palio Khao Yai. Der kom busse-vis af thailandske turister med ens polo-shirts og matchende kasketter tilsyneladende kun for at fotografere hinanden. De fleste var vist fra Bangkok så vi kunne heldigvis være lidt i fred da de er vant til faranger. Shoppingkomplekset havde en masse finere design-butikker og italienske restauranter og selvfølgelig en svensk burgercafe - Bästa Posten Stockholm!!! Jeg fandt også en lille antik forretning hvor de solgte danske gamle holmegaard glas - faktisk nogle som jeg har samlet på.....men de var alt for dyre sagde jeg til dem :-) 

Billedet af mig blev taget fordi vi ville have et billede af folk der tog billeder!

Det er næsten som at være der selv - altså i Italien!

Og det her var bare skolerne - der var også masser af pensionistbusser!

Tror jeg talte mig frem til ca. 6 mennesker der i gang med noget fotografering!


Fotografering og så karaoke (og Manchester United) er virkelig noget af det thailænderne holder rigtig meget af. Karaoke er en tilbagevendende og frygtet event der dukker op når man mindst venter det. Fx på dansebaren i går, til middag med Dr. Pensak eller til fest for en der skulle pensioneres - karaoke er alle steder! Tit ser man er rungende tom restaurant, måske lige med undtagelse af et enkelt par, hvoraf den ene....synger karaoke! Min seneste karaoke optræden skete pga. 12 flasker Chang Beer og gruppepres og jeg sang "Wind of change" med Scorpions.....det var smukt....


Karaoke anlægget er fremme naturligvis!

En anden pudsighed er måden hvorpå man reparerer noget - eller lad os sige lapper!!! Begrebet "tysk grundighed" eksisterer ikke her - hvilket i og for sig er meget godt, for så have verden nok set uhyggeligt meget anderledes ud....Nå men altså Thai-måden synes ofte ulogisk, kompliceret og molbo-agtigt....fx er vores toilet langt om længe blevet lavet. Nu sidder vi lidt højt til vejrs og toiletter er sat skævt på i forhold til væggen og linierne i fliserne Der er også lavet et afløb ude på gulvet, vandet kan bare ikke komme derhen og der ligger en lille pøl foran hele tiden. En af dørene (ekstra dør ved siden af den anden dør!!!) ind til køkkenet er også blevet skiftet. Den trængte meget, men i stedet for bare blænde døren, har man valgt at bevare døren (der aldrig bruges) samt hullet over døren hvor der engang har siddet en rude. Vi venter på at karmen falder ud af væggen....Opfindsomheden fejler dog ikke noget. Hos en af vores patienter har bedstefaderen scoret hendes gangstativ og brugt det som holder til antennen.....pigen kan ikke gå mere og skal ikke kunne sige om det skyldes hun fik stjålet sit hjælpemiddel!!!




Trafikken - et kapitel for sig!
Er man glad for at leve og ikke ønsker at ende som splat i den thailandske trafik - ja så gælder det om at følge med - jokke på speederen og køre lige så hovedløst som alle andre! Vigepligt, fletteregler og blinde vinkler er emner de springer let hen over på køreskolen....hvis man da har i det hele taget har et kørekort. Pii A's søn på 15 år har flere gange været vores chauffør - "He is goooood drrrrriver - no worry!" Den eneste regel der er - er at der ingen regler er!!!! Skal du ud og køre skal du i første omgang huske at køre i "den forkerte side" - som altså er den rigtige hernede. Det vænner man sig hurtigt til.....på nær når man er presset - så kommer alle rygradsvanerne frem og man ender i den rigtige side - som altså er den forkerte!!!!! Men det er der heldigvis ingen der opdager og hvis de gør - så er de ligeglade. Tolerancen er stor i trafikken - heldigvis. Enhver københavnsk trafikant (sandsynligvis mandlig) ville sprænge i luften af raseri og fuck-fingre ville flyve rundt! Igen er Buddhismen skyld i at der ingen trafik skænderier er .... det er ikke godt at miste sit temperament og slet ikke i offentligheden. Derfor kan du køre som en stor idiot og folk smiler stadig til dig - det er perfekt! Skilte, fuldt optrukne streger og alkoholpåvirkning bekymrer ikke den thailandske trafikant som gerne kører så tæt som muligt på sine medtrafikanter. Man skal virkelig være vågen og holde øje med andre billister med tvivlsomme køreegenskaber, scootere, hunde, køer, tuk tuk'er og måske en enkelt cyklist.
 
Gaden er ikke ensrettet - bilen til højre i billedet holder såmænd bare parkeret....
I sidste uge slog vi rekord og påkørte både en hund og en høne på samme dag!! Det var dog ikke mig der var chauffør, men Nit - a.k.a. muldvarpen...Man kan faktisk godt få klip i kørekortet, men det kan som regel undgås ved at betale en lille beløb til betjenten - ca. 500 baht...ca. 100 kr!

Status er....
.....at mer' vil ha mer'.....ikke en særlig buddhistisk tankegang, men det er sådan jeg har det. Heldigvis skal jeg ha mer....Først står den på Bangkok, Chiang Mai og Koh Chang. Dernæst flyver jeg til Vietnam både nord og syd og til slut skal Cambodia udforskes. Jeg håber jeg får mulighed for at lave et par opdateringer mere undervejs.  

På trods af de mange sære og pudsige oplevelser, de nogle gange irriterende (!!) mennesker og den evindelig kradsen i et myggestik, så er jeg blevet forelsket i Thailand og jeg er så glad for at jeg kom til Isarn og fik mulighed for at opleve en helt anden side af det Thailand, som de fleste forbinder med Bangkok og turist oaser som Phuket og Phi Phi øerne. Pulsen er en anden heroppe og vilkårene er langt fra noget vi kender i Danmark. Det har været en ære at blive inviteret ind i folks hjem, i forbindelse med arbejde men også til private begivenheder som bryllup, begravelse og familiefester. Det er ikke nemt at lande i en kultur så forskellig fra ens egen, men når jeg på næste fredag vinker farvel fra den tætpakkede og ramponerede bus på vej til Chiang Mai vil jeg lige så stille skråle Frank Sinatras klassiker højt inde i mit hoved......


"I DID IT THAAAAAAAAAAI WAY!"


søndag den 26. september 2010

ISARN Roadtrip!

Isarn, det nordøstlige Thailand, består af 19 provinser og er ca. halvt så stort som Tyskland og har et befolkningstal på ca. 22.000.000 millioner. Regionen er Thailands fattigste og uden for de større byer lever folket primært af risproduktion. I syd grænser Isarn til Cambodia og i nord og øst er regionen afgrænset af  Mekong floden med Laos som naboland. Mange er oprindeligt Laoter, hvilket ses i kulturen og høres på dialekten.




Wikipedia giver en god intro til regionen på http://en.wikipedia.org/wiki/Isan

Vi kørte gennem 5 provinser på 5 dage koncentreret i det nordøstligste af Isarn - helt præcist Sakon Nakhon, Nong Khai, Udon Thani, Khon Kaen og Kalasin.

Vi havde taget 3 fridage for at komme ud og få lidt vind i håret og det fik vi!

Torsdag morgen d. 16.09 kørte vi mod Phu Wua National Park og Wildlife Reserve i Nong Khai provinsen. Vi boede hos Khun (=lærer) Bunleod, som har et af de mange "homestay" tilbud i landsbyen "Ban Kham Pia", der ligger lige neden for Phu Wuas bjerge og få kilometer fra Mekong floden og Laos. Vi ankom, kun en smule forsinkede (ægte thai-stil), til Kham Pia kort før frokost og blev modtaget af Khun Bunleod, der viste os vej til hans hjem gennem hele hans liv. Her boede han sammen med sin ældre søster. Khun Bunleod er en historie i sig selv, men kort fortalt havde han en dag besluttet sig for, at han gerne ville kunne tale med farangs. Derfor købte han engelske lærebøger og gik i gang. Det var ganske imponerende så godt hans engelsk var, når man tænker på det var selvlært! Udover det, var hans gæstfrihed, viden og humor helt i top og hvis jeg havde mere tid, slog jeg gerne vejen forbi igen!


Søren "værelse" under nettet og Lena og mit bag de 2 forhæng.
Hvis du en dag kommer til Isarn - så husk det her link :-) 
http://www.thailandwildelephanttrekking.com/


Som linket siger, håbede vi jo meget på at se Phu Wuas flok af ca. 30 vilde elefanter. Jeg havde dog forinden talt med Bunleod, der mente at elefanterne, pga. store regnmængder på bjerget, opholdte sig i de lavere områder og det var et stykke tid siden nogle fra landsbyen havde set dem. Heldigvis havde Bunleod masser af andre oplevelser klar til os.


Første stop var Wat Phu Thok (Isolated Mountain Temple). Et ubeskriveligt sted - men jeg prøver alligevel.
Op af jorden står dette nærmest cylinderformede bjerg, som har huset en af Thailands mest værdsatte munke, der døde i et flystyrt for snart 30 år siden, da han var på vej til Dronningens fødselsdag i Bangkok. Munke og nonner kommer fortsat fra hele Thailand for at meditere her og det kan man godt forstå. Bjerget kan "bestiges" via et sirligt netværk af trapper og stier, der bygget ind i og rundt om bjerget. Der er 7 "etager" til toppen - vi var "kun" på nummer 6 - men helt fantastisk var det alligevel. På stierne er bænke og "terrasser" placeret ind klippe-væggen beregnet til meditation. Man kan se "tags" fra munke der har opholdt sig på bjerget i længere perioder og selve templet huser store flotte Buddha statuer. Efter at have gået op af maaaange trapper, hængt på ydersiden af bjerget og skuet over Mekong floden og bjergene i Laos, var vi noget bekymrede for ømme muskler dagen efter men også fuldstændig overvældet over en fantastisk start på vores tur!!!!!


Templet på bjerget.

"Eat to live but not live to eat" - kunne godt være skrevet af en lækkersulten munk!

Argghhhhh!!! Det var tynde brædder!

Men det hele værd - WOW!!!! Det er Phu Wua til venstre i horisonten


 Nede på jorden igen kørte vi tilbage til vest siden af Phu Wua (landsbyen ligger på østsiden) for at se vandfaldet Djet Si (Syv farver/Regnbue). Turen dertil mindede meget om landskabet vi så i  Mukdaharn for snart 2 mdr. siden. Store flade klipper af blødt sandsten hvor tiden og regnen havde lavet mange smukker formationer og hvor vandet rislede hist og pist. Mange steder var der afsindigt glat og vi måtte liste os på samme sti som Bunleod, der kender området ud og ind. Stedet er et meget populært udflugtssted i weekenden for Thailandske turister og desværre var der skrald mange steder. Bunleod fortalte at Nationalparkens ansatte gør rent i området én gang om ugen - sikke et arbejde siger jeg bare, for det er altså ret stort!!! Vi havde mulighed for at bade ved Djet Si, men efter at have set Bunleod glide 3 gange i træk og blive ført ned af vandfaldet, valgte Lena og jeg i stedet at nyde udsigten!!!

Spejlgalt!!!

Djet Si



et Så ufatteligt smukt!!

Vi var tilbage hos Bunleod omkring solnedgang (tidligt hernede, ca.18.30) og fik os et hurtigt bad. Et bad hvor man med en skål tager vand op af balje og hælder over sig selv - det bedste bad jeg har fået i lang tid, selvom det foregik halvmørke med kun lidt lys, der kom ind fra lampen hos naboen på den anden side af vejen. Landsbyens Homestay-programer tilbyder flere dages ophold, hvor man kommer rundt og ser traditionelt Isarn liv, med bl.a. ris-bearbejdning, vævning og fremstilling af kurve og redskaber. Dette er dog noget vi ofte møder i forbindelse, med vores daglige besøg i landsbyerne når vi arbejder.

Aftensmaden blev indtaget i en nærliggende landsby ved Mekong floden, hvor den stod på barbeque og et par kolde øl. Jeg må indrømme at jeg har prøvet at spise noget jeg aldrig havde troet jeg ville gøre....BØFFELMAVE!!! En delikatesse.....men det smagte nu ikke rigtig af noget og var omtrent lige så sejt som blæksprutte. Barbequen placeres midt på bordet og består af en lerkrukke med glødende kul og en form for gryde/rist på toppen, hvor kødet ligger i midten og hvor der i en rille udenom koges grøntsager, nudler, æg og fx rejer og hvor suppen spises også. Det var en hyggelig aften, og der var mange mennesker fordi der i weekenden skulle være sejl-konkurrence på Mekong. Bunleod inviterede os faktisk til at blive og deltage sammen med hans familie, men vi måtte desværre sige nej tak.

Det er alle typer af råt kød der ligger i tallerken - og æg!

Resultatet er rigtig godt!
Natten blev noget urolig...Lena og jeg delte madras og der var først ro i landsbyen efter midnat og dens mange hunde, chikader og andre dyr larmede natten lang. Kl. 5 blev jeg vækket af gøende hunde og 45 min efter blev solen "gonget" op af munkene i templet, der lå lige ved siden af Bunleods Thai-hus. Kl. 6 sad jeg med en kop kaffe på terrassen og så solen stå op, mens jeg tænkte på hvor afsindigt heldig jeg er at få lov og opleve det hele og samtidig være omgivet af dejlige mennesker :-) Jeg var godt balret fra dagen før, men vidste at dagen der kom ville blive mindst lige så oplevelsesrig. Vi tog på en 4 timers lang trekking tur til toppen af Phu Wua og startede kl. 8 fra Nationalparkens hovedindgang. Det var en oplevelse i sig selv at opleve Bunleod manøvrere op og ned af mudrede skrænter, trapper hugget ind i klipper og vakkelvorne træstiger! Der blev svedt, pustet og grinet en masse og der var fantastisk pauser undervejs hvor vi nød synet af, hvad der synes som hele verden!!!! Fra toppen af Phu Wua gik vi mod et andet fantastisk vandfald. Det var mindre end Djet Si, men i flere niveauer og med lumske huller, hvor man enten kunne falde i eller hoppe i og ligge lidt i blød..... Turen tilbage til landsbyen blev foretaget med rystende knæ da vi var meget sultne og godt trætte!! Bunleod havde sørget for at der stod mad klar til os i Thai-huset og efter den blev indtaget, var det desværre tid til at sige farvel og tage videre.....

solopgang bag templet!


OP OP OP!!!

Hell YEAH! Det er Laos i baggrunden!


Speechless

Måske der står "Herfra og op, må du klare dig selv" ??



Opfriskede af mad og bad sagde vi farvel til Bunleod og kørte videre op langs Mekong floden - destination Nong Khai. På vejen stoppede vi i Ban Ahong hvor Mekong flodens navle tilsyneladende havde hjemme. Vi havde forventet en kæmpe voldsom og blodig hvirvelstrøm, men vi kunne kun se lidt "rørte" vande. Der var også et fint tempel og en masse store sten vi aldrig helt fandt ud hvad lavede der :-)

En munk på et tag!

Vi blev enige om at det her var navlen, men altså det kunne også godt være "numsen".
Efter en del kilometers roadrace igennem smukke landskaber og støvede landsbyer, ankom vi til Nong Khai lige netop i tide, til at se solen gå ned i Laos og med Mekong floden som forgrund og tonsvis af skiftende farver på himlen. Nong Khai ligger over for Laos hovedstad Ventiane på den anden side af Mekong. I Nong Khai findes "The Thai-Lao Friendship Bridge I" (nr. II findes i Mukdaharn), der blev bygget i 1994. Nong Khai har en lang historie bag sig og har i mange år tilhørt flere forskellige konge/fyrstedømmer og det var først i slutningen af 1800-tallet at Nong Khai blev en del af Thailand under Rama V. Vi overnattede på Mut Mee Garden Guesthouse, der havde den fineste "have" lige ned til Mekong floden. Efter et par kolde øl og noget god mad gik vi en lang tur og fik desværre et par fordomme eller 2 bekræftet..... Der er en del farangs i Nong Khai og byen er generelt populær for dens beliggenhed og især for den årlige Naga Fireball Festival i slutningen af oktober. Her kommer der på mystisk vis ildkugler op fra floden - og man mener at det er et søvæsen der laver dem. Det er et stort tilløbsstykke og kan forudsige med 2-3 dages margin. Nå men de farangs der var i Nong Khai var der formentlig ikke pga. Naga fireballs - de havde vist mest selv "Balls on Fire"....he he he....Vi har lokaliseret 2 typer at udenlandske mænd der kommer og "scorer" (køber om du vil). nr. 1. Halvtyk, farverig skjorte, praktisk shorts, sandaler uden sokker, rød i hovedet og ikke så meget hår, lidt højtråbende og ligner in average Onslow, Ms. Buckets svoger i "Fint skal det være"
nr. 2. Meget tynd, praktisk shorts, t-shirt med heavy metal band tryk (og stoppet ned i buksen), sandaler (MED sokker), kryber langs med væggen....
Det kan godt være det lyder som en kliché, men det sprang simpelthen i øjnene og endnu tydeligere næsten morgen da en af de mange Onslower sidder og drikker en Chang-øl kl. 10.....det ville en thailænder aldrig gøre (i hver fald ikke offentligt :-))! Fred være med det....Thailand har plads til alle heldigvis - og så har jeg vel også :-)

Dagen efter stod den på marked og lidt sightseeing langs Mekong floden. Da vi havde tjekket ud fra Mut Mee kørte vi til Sala Kaew Ku Sculpture Park - et eventyrligt sted bygget af en shaman over 20 år. Han faldt i et hul da han var en lille dreng og mødte her et væsen der introducerede ham til underverdenen og beordrede ham til at blive shaman. Han har blandet Hinduisme og Buddhisme, og har skabt de mest fantastiske skulpturer man kan forestille sig. Bl.a. en kæmpe elefant omgivet af en masse hunde og hvis man kigger godt efter, opdager man at en af hundene kører i bil!!!!

Trætte men godt fremme i Nong Khai!

Vi sad på en trappe og nød udsigten!






Efter Sala Kaew Ku kørte vi videre sydpå mod Udon Thani, der er en forholdsvis stor by, men nok mest berømt for den store mængde af sex-turister....Vi havde været så heldige at finde et hotel nærmest midt i Red light District.....Det var dog en hyggelig by og om aftenen tog vi på Irsk pub og drak Kilkenny Draughts!!! Søren fik thai-mad, Lena fik indisk mad og jeg fik Irsk :-) Det var ret utroligt så god mad de kunne præstere, med et menukort, der repræsenterede det meste af verden!!! Det var endnu et sted, anbefalet i Lonely Planets rejsebog om Thailand.....tak for det. Senere tog vi på night-marked som findes i enhver thailandsk by. Her kan du få næsten alt og ofte til meget billige penge....det har efterhånden resulteret i en del par nye sko, smykker og tøj...hmmm. Denne aften fik jeg bl.a. 3 undertrøjer og en fin cardigan for rundt regnet 36 kr!!!

Radioen gik amok og ville ikke slukke så Schnidut fandt sin indre polske biltyv frem og fiksede det.

Kilkenny foam-beard!!

ÅHHH ÅHHHH!!!


Der var ikke de store seværdigheder i Udon Thani og Søren var ved at være lidt langhåret af at shoppe, så efter morgenmaden kørte vi søndag formiddag videre mod Kon Kaen, hvor vi på vejen skulle forbi The King Cobra Village. Den nåede vi dog ikke at finde før mandag men tog i stedet en afstikker til en nyåbnet wildlife zoo. Den var faktisk så ny at der kun var et par giraffer, zebraer og strudser....resten af dyrene kom først i 2011. Men det var en fin og sjov lille afstikker.....Da vi ankom til Kon Kaen ringede min telefon - det var Lena der ringede til mig, og det kunne vi jo ikke rigtig forstå. Det viste sig at Lenas taske fortsat befandt sig i Zoo ca. 50 km fra byen....hmmmm. Men gudskelov er Thailændere et ærligt folkefærd og den søde dame, der havde fundet tasken i golf-vognen, tilbød at vente derude til vi kom og hentede den. Med lovning om en kvaje-bajer på Lenas regning, kørte Lena og jeg tilbage til Zoo og fik tasken - med alle ejendele i stadigvæk! Sikkert tilbage i Kon Kaen tog vi ud og spiste og kl 24.00 råbte vi HURRA til Lena, da det var hendes fødselsdag. Denne aften mødte vi en ældre nordmand som endnu engang var et temmelig uheldigt eksempel på fejlslagen integration......han var mildest talt en fordrukken klovn, der havde boet i byen i 7 år, havde en datter på 4 år og ikke kunne tale Thai, eller overhovedet var interesseret i at lære det. Han lød meget bitter og mente at Thai-folk ikke kan lide farangs. I følge ham er de kun flinke, fordi de vil have dine penge.....han var også utilfreds med systemet, måden hvorpå de kører bil på og alt mulig andet.....grrrr.....sikke en "biiiiiip". Han var meget glad for at møde os og ville gerne med videre, men vi skulle jo desværre "hjem i seng" - og så gik vi videre til en anden bar....


De vilde dyr!


Vi skal ha den kolde øl NU!

Vi mødte et par elefanter og fodrede dem. I nogle byer er det vist blevet forbudt at gå rundt og "tigge" med elefanter.

Goooood times....

ohhhh my god!!!! get me out of here!!!!

Et klassisk eksempel på ledningsføring!

Mandag morgen fejrede vi Lenas fødselsdag på et hotel, der havde masser af kaffe og hyggelig mad. Kon Kaens absolut højdepunkt er byens nyere tempel, der er en imponerende 9 etagers pyramide, hvor hver etage indeholder museum, læringsrum mv. Det var dekoreret indvendigt med et imponerende vægmaleri, der illustrerer Isarn livet og Buddhismens betydning i landsbyerne. Vi har snart set mange templer, men det her var absolut et besøg værd.


jeps - munken tisser op ad træet!

på toppen - endnu engang!

Der var da også lige en dinosaur ude foran templet!






Vi skulle forsøge at finde Cobra Village endnu engang og det lykkedes efter et stop i en landsby, hvor der var en dame der kunne lidt engelsk. Det var en længere køretur men sikke en oplevelse!! Da vi ankom var der allerede et show i gang for nogle skoleklasser. Vi blev ført ind og sat på forreste række - på stole ved borde - som de eneste!!! det betød vi sad ca. 2 m fra scenen og de der slanger var rimelig aggressive. Det kan man godt forstå, da de blev pirret på det groveste. Der var 2 ældre mænd og en dreng på ca. 9 år der udfordrede skæbnen. Den slange drengen "legede" med var den absolut hurtigste!! En af mændene manglede en finger og det er vist sket før, at nogle har mistet livet også....Søren forsvandt i pausen og vi fandt ham i fuld sving med at undersøge en dame, der havde ondt i begge knæ :-) Fysioterapeut to the bone.....i mens fik Lena og jeg lov til at holde en Python, og det var faktisk virkelig ubehageligt!!! Ved 16 tiden satte vi kursen mod Kalasin og efter et kort stop for aftensmad, gik turen hjemad mod Sakon Nakhon gennem de snørklede udoplyste veje i Phu Pans bjerge. Vi var hjemme kl 21, hvor Lena åbnede alle sine pakker fra Danmark mens vi endnu engang drak en kold øl!!!!










Bare lidt nervøs....


Dagligt syn på de thailandske landeveje!

Tirsdag var vi tilbage på jobbet - ret trætte.... Jeg arbejdede hjemme torsdag og har næsten fået styr på journal systemet....

Nu er det søndag aften - en doven en af slagsen, da vi i går have en lille fest - dvs. 4 x fødselsdag med spisning og øl - en hyggelig aften, der for en gangs skyld ikke inkluderede karaoke!!!

Jeg er begyndt at tælle dagene til turen går videre. Om 4 uger er Katja kommet og vi er på vej fra Bangkok til Sakon Nakhon. Hun bliver en lille uge heroppe, mens jeg afslutter mit arbejde og fredag d. 29. oktober tager vi videre mod Chiang Mai. Derefter skal vi en tur til Koh Chang og se lidt af paradis :-)

Jeg forstår stadig ikke tiden går så stærkt, men det må jo være et tegn på at jeg trives....

Nedenfor er der link til hele albummet fra vores tur og også et album fra september måned, med lidt af hvert.

Vi ses snart - take care

KH Vibeke