Weekenden har stået på fest, som vi holdte, men ikke helt selv havde inviteret til fra starten. Hele lørdagen brugte vi først på engelsk undervisning for de lokale ”heksedoktorer” fra træningsstationerne. Vi var 9 i alt her hos os og Søren havde bagt en banankage!!! Det er en rigtig god måde at lære dem at kende på og vi får også lidt thai retur! Jeg kan indtil nu de fleste tal (under 100!!) sige hej, mit navn, hvad hedder du, hvor gammel er du, det smager godt osv. – der kommer hele tiden lidt på og jeg håber det bliver endnu bedre!
Efter undervisning begav vi os for første gang alene i bil ind til Sakon Nakhon. Det er mig, der er chauffør, eftersom jeg har internationalt kørekort! Det gik strålende og jeg takker den gamle Mazda Grisebil for god oplæring. Der skulle handles til om aftenen, men uden helt at vide hvor mange der kom og til hvilken tid. Temaet var mexicansk – det er bare lidt svært at opstøve mexicanske varer i Thailand. Det er ligesom alt har enten reje eller blæksprutte smag og ganske almindelige Nacho-chips fås ikke. Vi fik dog både bagt pandekager, lavet guacamole, salsa, bønne-salat og også freestyle nachos med cheddar!!! Vi endte med at være ca. 13 mennesker, et karaokeanlæg, 24 øl, en flaske whiskey og et par mojitos…..Thai’erne er lidt nogle svagdrikkere blev vi enige om, for kl. 23 var de fleste fulde og på vej hjem – vi holdt den kørende til kl. 1 med vores room-mate Nit, der blev introduceret til drikke-spil. Det var en rigtig hyggelig aften og jeg håber der kommer flere! Søndag kom vores flinke chauffør og hans familie med barbeque og bøf samt laotisk inspireret tilbehør!
Der er dagligt mange nye indtryk og udfordringer, der skal fordøjes og accepteres eller arbejdes videre med, men folk er meget gæstfrie og hjælpsomme, så det hjælper.
Her i huset består mine personlige udfordringer i følgende:
- Den daglige køretur til og fra arbejde….det går stærkt og jeg har pladsen uden sele….jeg ber en stille bøn og læser i en bog!
- Else – den grønne kloak scorpion, der bor bag ved mit toilet……hun er en stor krabat og formentlig også lidt giftig. Første gang jeg mødte hende stod hun med måsen i vejret i afløbet. 2. gang gav hun mig fingeren (eller det var faktisk 2) og forsvandt ned i kloakken igen. Risten til afløbet lagde flinke Søren på plads i håb om det kunne holde hende ude….næste morgen havde hun skubbet den af igen, og har ligesom vundet den kamp, da jeg ikke har lyst til at stikke fingrene derned!!!
- Alberto – den udstødte og formentlig syge halvstore kylling der, når man mindst venter det, render ind under køkkenbordet. Den er lidt mærkelig og kontaktsøgende og har måske fugleinfluenza eller det, der er værre.
- Cobraen i baghaven som jeg endnu ikke har set men frygter hver dag – og jeg VED den er der, for Nit havde set den kort tid inden vi ankom.
- De afsindigt mange insekter i alle størrelser, former og farver der flyver rundt om ørerne på én og det faktum, at de er fuldstændig ligeglade med myggespray, 2 lag tøj og en strømketcher!
- Varmen og luftfugtigheden, der gør at min hud slet ikke kan ånde – så i morgen ryger jeg en tur på Hospitalet for at få taget nogle blodprøver, stukket noget medicin i hånden – eller et og andet som jeg ikke ved hvad er – men mine hænder, hals og arme lider kraftigt!!! Jeg har prøvet at kommunikere at jeg gerne vil se en engelsktalende læge, hmmmm.
- Den meget stærke og ind i mellem ret interessante mad (læs: noget jeg aldrig vil sætte tænderne i!!!). De laver virkelig stærk mad heroppe – fik papaya salat i går, mild med kun 3 chilier. Jeg havde ild ud af munden og røg ud af ørerne…..normalt er der 15 stk. i!!! Desuden spiser de alt og sætter det på display levende i poser på markederne – fx en pose græshopper, så kan man lige vælge, hvor selvdøde de skal være, eller om de stadig godt må sprælle lidt!
Arbejdet og dets udfordringer:
På selve Raindrop Center hvor vi bor, har vi ingen behandlinger, som vi først troede vi skulle have. Der ligger en børnehave på stedet, som ind i mellem også har danske frivillige lærere og pædagoger tilknyttet. Tidligere har der vist også været en skole her og flere andre aktiviteter, men af økonomiske årsager er det lukket ned. Raindrop kører udelukkende på støtte fra danske og thailandske organisationer, men til de børn der har brug for specielle tilsyn/lægehjælp mm. er det Raindrop, der søger for at staten yder økonomisk hjælp til familierne. Selve læge, tandlæge og skolegang er gratis i Thailand, men for de fattige familier i yderdistrikterne, er det uoverskueligt tidsmæssigt og økonomisk at få bragt deres barn til læge eller til specialskole i en større by. Raindrop tager ind i mellem også selv en håndfuld børn i bilen og kører til fx speciallæge med henblik på sko.
Der ligger 5 stationer i områderne omkring Sakon Nakhon – vi besøger én hver dag i ugen. Mandag er vi på den første station, der blev oprettet herude. Stationen ligger i smukke omgivelser på en Tempelgrund – meget fascinerende. Den er godt fungerende og der kommer mange børn hver dag. De lokale behandlere er dygtige og meget omsorgsfulde for børnene. Hele mandagen bruger vi på stationen – tror jeg da. Sådan er det generelt – vi får som regel et eller andet at vide, og lidt tid efter, ser verden anderledes ud. Hele mellemregningen bliver vi ikke altid informeret om, og det kan være ret forvirrende!
De andre dage er vi på Stationerne halvdelen af dagen, enten formiddag eller eftermiddag, afhængig af hvor mange børn der er (og voksne ). Den anden halvdel af dagen bliver brugt på hjemmebesøg. Vi kører lange afstande, så nogle dage når vi måske 2 hjemmebesøg og andre dage 4. Vi besøger både børn, unge og voksne med mange forskellige diagnoser. Størstedelen af børnene har diagnosen Cerebral Parese (vel ca. 60 %), nogle er diagnosticerede med for sen udvikling, nogle med nervesygdomme, nogle har autisme og nogle har fået en anden form for hjerneskade efter fødslen. Af de unge vi ser, har mange af dem været ude for scooter-uheld. En enkelt er dog blevet skudt i hovedet af sin ven!!! De voksne og lidt ældre er ofte også trafikuheld, men også blodpropper og hjerneblødninger. I det hele taget er spektret meget bredt og der er store forventninger til os. Den anden dag blev jeg fx præsenteret for en ung mand, hvis tæer ikke var fuldt udviklede. Han havde ingen fysiske (eller kognitive) problemer og han kunne løbe, hoppe, gå på tæer/hæle osv. – men om jeg ikke lige kunne gøre noget alligevel?? Det vil jeg jo gerne, men jeg har altså ikke lært at gro tæer endnu!! Jeg fandt aldrig rigtig helt ud af, hvorfor han var på træningsstationen, men det havde vist noget at gøre med, at han skulle have noget tilskud fra staten.
Der er stor forskel på hvordan vores besøg bliver modtaget – eller det er i hvert fald vores indtryk. Der er nogle kulturforskelle, som med garanti kan forklare en del af de misforståelser der opstår. Bl.a. er der ikke én eneste forælder, der har stillet spørgsmålstegn ved eller spurgt ind til, det vi har gjort eller rådgivet dem omkring. Denne tendens er fjern fra vores egen konstante søgen efter svar og evindelig kritiske holdning til sundhedsvæsenet og den information vi får fx fra vores egen læge.
Det er svært at acceptere, men efter en snak med en af de ansatte, tror jeg måske jeg kan sætte mig minimalt ind i nogle af de ret forfærdelige tilfælde vi ser. I forgårs var vi på besøg hos en fyr på 21 år….hans kropslige og mentale udvikling er svarende til en 4-5 års og han er ekstremt underernæret. Jeg kunne holde om begge hans ankler med én hånd og røre mine egne fingre…..Jeg sad med ”drengen” i skødet og prøvede på at få mobiliseret noget slim ud af hans lunger, mens Søren og jeg samtidig prøvede at få vores ”tolk” til at forklare moderen, hvor vigtigt det var med ordentlig føde, omlejringer (han ligger på ryggen på en træ-terrasse hele dagen), at han kom op at sidde, at han blev stimuleret mm. Vi kan se på hendes ansigtsudtryk, at hun har hørt hele smøren før og hun taler en masse. Oversat tilbage til engelsk får vi at vide – ”ok – jeg forstår, det skal jeg nok, jeg prøver osv.” Resten af historien fik vi lidt senere….moderen har givet op. Hun har prøvet alt – i 20 år – og der sker ingenting – det er altid det samme, han bliver ved med at blive syg. Så kommer der med jævne mellemrum nogle ”kloge hvide”, og fortæller hende hvad hun skal og ikke skal – og det har jo ikke hjulpet noget af det alligevel. Som sagt, kan jeg glimtvis sætte mig ind i hendes situation, men jeg ser også et levende menneske, der på alle måder er understimuleret og rent faktisk viser nogle postive respons på den rette behandling.
En anden meget svær faglig hurdle, som vi taler meget om, er mængden af den træning vi kan give. Alle ved efterhånden at alle former for træning skal være konsekvent og kontinuerligt, og der skal være en progression svarende til fremskridtene (forhåbentlig). Lige i forhold til hjernen og dens funktioner, er det et område, hvor den forskning der er lavet, er 100 % enige om at muligheden for forbedring og indlæring er total afhængig af træningsmængden, jo før des bedre, jo mere des bedre. Dvs. hvis vi kommer en gang om ugen eller nogle gange kun hver 2. uge og strækker muskler ud og stimulerer barnet, er det grænsende til spild af tid…ikke desto mindre er det, vi gør. For det er det besøg, der skal bevirke at forældrene deltager aktivt i deres barns handicap. Det er svært at være vidne til det modsatte. Når vi gang på gang ser et barn ligge alene, fladt på ryggen på et tyndt tæppe og forældrene forklarer at de ikke har tid til at udspænde eller lægge barnet på maven…..jeg henviser til foregående afsnit og tager en dyb indånding.
Nogle af familierne har flere handicappede børn og det må være utrolig svært – der er ikke aflastning, specialskoler, tilskud mv. – eller til dels er der, men som sagt kan det være en økonomisk udfordring bare at få transporteret sit barn et sted hen.
Der er dog også nogle ret fantastisk historier i blandt. Selve drengens tilstand er meget dårlig, og jeg tror det er et spørgsmål om tid, før han får en lungeinfektion, han ikke kan klare. Men alligevel er historien god….han er så heldig at have nogle fantastisk forældre, der på trods af blikskur til hus, har investeret i og indrettet et helt afsnit 123 til ham! Han har nasalsonde og mor sørger for at han bliver eleveret i sengen hver gang han får mad. Sengen er en håndsvings hospitalsseng, de har fået af staten. Drengen begyndte at få lidt liggesår selvom han lå på madras. Det har de klaret ved at fylde sengerammen ud med vandballoner med 1 kg vand i hver ballon! Der er 3-4 blæsere der kører konstant og han har et myggenet rundt om sengen. Han ligger med trachealtube og forældrene håndterer et elektrisk sug hver gang han hoster. Han har massive fejlstillinger og kontrakturer, men forældrene har alligevel fået gennemført, at han skal have en kørestol og den skal vi prøve på fredag!! Jeg har mine betænkeligheder ved det, da det på ingen måde er en komfort stol og jeg kan ikke helt se hvordan han skal sidde i den – MEN udfordringen tages op alene fordi han og forældrene fortjener det ubetinget!
Det var vist også en længere smøre….der går lidt tid før jeg får noget nyt at fortælle, tror jeg. Lige nu ved vi ikke helt hvad vi skal de næste par weekender – måske skal vi møde hende der har stiftet Raindrop – måske ikke. Måske bliver det her i Sakon Nakhon, måske i Chang Mai, måske i Vietnam – det vides heller ikke. Men vi tager en dag ad gangen, smiler af de oplevelser vi får med og håber på der kommer mange flere.
Der er flere billeder på Picasa Webalbum....
Kærlig hilsen
Mig
