Sakon august 2010

2 mdr. er gået.....

....og tiden flyver af sted!!! Jeg har nu været halvdelen af den planlagte tid her på Raindrop. Det bliver stadig kun til 4 mdr. selvom der ville være rigeligt at lave, opleve og udforske i længere tid. Jeg har jo heldigvis nogle ret bindende aftaler, der inkluderer mere syd-Thailand, Vietnam og Cambodia...og det vil jeg ikke gå glip af!


For at få tiden til at gå lidt hurtigere (eller fordi jeg fik for meget rødvin....), har jeg dog fået involveret mig i at få orden på de 200 journaler, der ligger på de børn og voksne der er tilknyttet Raindrop. Det har indtil videre betydet en masse organisering og oprydning samt at skrive lange lister og finde på et nyt nummererings system til børnene..... Samtidig skal vi i gang med at planlægge decideret undervisning i anatomi, træning og behandling for vores kollegaer på stationerne. Det er meningen det skal foregå i september/oktober, da der kommer flere frivillige og vi derfor kan dele os op, så nogle af os underviser og andre tager ud og behandler osv. Det bliver spændende, men igen er vi enige om at sætte ambitionsniveauet ned - for det første kræver undervisning, at vi har en god tolk og for det andet at vi kan få lavet noget skriftligt materiale der kan forstås.....vi er stadig på tænkeboks stadiet! Desuden har vi på fornemmelsen at vi skal starte helt fra bunden fx i forhold til bare at få forklaret hvad styrke-, smidigheds- og udholdenhedstræning kræver. Det er meget tydeligt på de behandlinger vi ser, at der ofte ikke er særligt stort ræsonnement bag og vi har på fornemmelse at det ofte er derfor mange af børnene er status quo.....eller det kunne i hvert fald gå hurtigere, med en mere progressiv og struktureret behandling, især der hvor der virkelig er ressourcer til det. Det gælder fx for de børn der faktisk kommer på stationerne hver dag. Hos de børn der kun får besøg hver 2. uge, er det hele som sagt fuldstændig afhængig af familiens indsats.

Vores kære chauffør og tolk Phii A er taget med Dr. Pensak på arbejdstur til bl.a. Bangkok, Kalasin og Lambang. Han ringer ind i mellem og fortæller han savner os.....og vi savner ham!! Vores gode semi-roomie Kru Nit gør dog alt hvad hun kan, selvom alle vores spørgsmål giver hende grå hår :-) Det hele er dog dejligt afslappet og vi har efterhånden accepteret at nogle ting bare ER svære at svare på.....Et simpelt spørgsmål som "Hvilke øvelser laver forældrene med ham?" kan tage ca. 10 min at få svar på, fordi alle (også de tilstødende naboer) lige skal give deres mening med - og så kan svaret være at "De lavede øvelser for en uge siden....." Så er det vi arbejder videre i stilhed.....

Vi har selvfølgelig haft masser af spøjse arbejdsoplevelser - bl.a. har vi fået arbejdsuniform (kongens trøje og en kasket). Det er naturligvis med dyb respekt vi bærer kongens trøje, men alligevel synes vi altså ligheden med en form for sælger var slående.....

I onsdags var vi med til noget præsentation på en af stationerne, som nu er drevet af staten (pilot projektet er lykkedes!!!). De havde gjort rigtig mange gode ting derude, bygget gangbarre, ryddet op, taget billeder og lavet beskrivelser af alle redskaber osv. De havde desuden medbragt nye redskaber.....Vi sad ca. 1 time til et foredrag vi ikke forstod, men hvor der blev klappet af os - tak for det! Bagefter gik vi ind og havde behandlinger med børnene. Mens jeg stod og lavede noget udspænding, skulle der pludselig tages billeder, og ind fra højre kom en dame med en håndvægt og placerede den i drengens hånd og satte sig ved siden af ham...? Ehhhhh - undskyld, men jeg er lige midt i noget! Heldigvis sprang Kru Nit ind og sagde at det ikke lige var passende. Drengen så meget forvirret ud - men han er "jo bare handicappet og har ingen mening om han vil tages billeder af!!!" Det er virkelig mærkeligt at være vidne til. Senere var vi ude hos en dreng for første gang - hele truppen af officielle mennesker fulgte med, og drengen var skræmt fra vid og sans.....mærkeligt nok??? Igen fik vi viftet dem af vejen, men de så meget spørgende på os, som om vi var lidt skøre. Vi stiller tit spørgsmålet, hvordan de selv ville have det med at ligge på ryggen, forsvarsløs, blevet hevet i arme og ben af vildt fremmede mennesker og samtidig blive blændet af kamera blitz og talt til af 5 forskellige mennesker.....ofte får vi et hovedryst til svar :-)

Her er det nye træningsudstyr.....

Vores engelsk undervisning om lørdagen kører stadigvæk (med mindre det regner for meget - for så ved alle jo at man kommer for sent, eller slet ikke dukker op - fair nok det regner meget!!) På lørdag er planen at flyttet undervisningen til den lokale naturpark Phu Pan. Vi tager en heldagstur med vandring, vandfald og "What is your name?" og bagefter håber vi på at få blandet nogle gode Pina Coladas herhjemme!

Efter regnen er begyndt, er det blevet afsløret hvor dårlig stand huset er i.....i vores stue løber vandet ned gennem loftet....og det samme i køkkenet. Baljerne på billedet blev fyldt på ca. ½ time!!!

Ellers glæder vi os til at se Lena. Hun kommer d. 4. september og så skal vi have en fest! Vi har en oplevelsestur i Isarn regionen på tegnebrættet, der inkluderer ca. 4 dages roadtrip nordpå til Mekongfloden, vestpå til Nong Khai og så sydpå til Khon Kaen med mere. Det bliver forhåbentlig med både elefanttur og cobra-shows!

Sakon Nakhon bliver også udforsket i ny og næ. Bl.a. har jeg på en cykeltur derind fundet ud af at "det klamme marked" rummede en gigantisk labyrint af second-hand på øverste etage!! I det hele taget er det meget underholdende og stemningsfuldt at gå alene rundt på markederne....der bliver hvisket "falang falang" fra alle kroge og ind i mellem er der nogle, der drister sig til at spørge på engelsk hvor man kommer fra. Jeg klarer mig fint med mit semi-thai og kan handle, finde vej osv. På turen ind til Sakon Nakhon finder man denne butik, hvor man kan købe Gollum....

I det hele taget kan alt købes på markederne.....også ting man ikke vidste man havde brug for :-)

Resten af billederne kan ses på picasa.....jeg slutter nu da det sikkert ikke varer længe for nettet ryger - torden og regn er netop begyndt og vandet fosser ind i stuen - gennem taget altså!!

Knus fra mig :-)

Sakon 2007-1108 - diverse

Noget om fester, mad og dyr .....

de to sidste er som bekendt "same, same and not very different" her i Thailand hvor alt kan spises. Jeg er nu ved at nå det stadie, hvor en daggammel leverståhejs-mad med slatne agurker på fugtigt rugbrød lyder som noget, der kun findes i Paradis..... Uden tvivl, det er dejlig mad hernede, meeeeen en rugbrødsmad ville ikke være helt af vejen....

Siden vores tur til Vietnam/Laos m.m. har vi ligget vandret for at besøge 35 børn og skrive status rapporter på disse. Vi har set børn, der har fået det klart bedre, men også mange i status qou og desværre også nogle der har fået det dårligere. Men alt i alt er der ingen tvivl om, at Raindrops arbejde gennem de sidste mange år, har betydet ufatteligt meget. Der er blevet rykket meget ved familiernes opfattelse af og forståelse for det at have et handicappet barn og for mange børn har det betydet markant forbedret livskvalitet, både fysisk, psykisk og socialt.

Vi har haft nogle lange arbejdsdage, med lange køreture og et par timers "kontorarbejde" når vi kom hjem. Oven i det, er Dr. Pensak her for tiden og det kaster også lidt ekstra opgaver af sig samt diverse arrangementer, møder og diverse. Bl.a. er vores rapport fra Vietnam blevet taget godt i mod og derfor skulle den lige oversættes til engelsk også. Torsdag i sidste uge, blev vi inviteret til middag med direktøren fra universitetet i Kalasin.....nu lyder det måske som om det var meget formelt....langt fra! Der blev serveret 8 flasker rødvin, røget og sunget karaoke. Og det var ikke den typiske stive makker (som vi alle har mødt på et tidspunkt) der var oppe og synge, nej det var ALLE! Som i både tjenere, direktører og bosser, chauffører, voluntører, høj og lav og alle med hver deres meget specielle næb!!! Men Thailændere er jo simpelthen så flinke og kunne ALDRIG finde på at buhhhhe nogle ud, der bliver klappet af alle og ikke engang med et nervøst smil på læben. De elsker virkelig det der karaoke og det har vi efterhånden lært at leve med.....

Derfor besluttede vi at om lørdagen skulle der synges karaoke - og gerne et sted hvor udvalget af falang sange var større end på restauranten om torsdagen! Vi havde dog lige et logistisk problem, for vi havde drukket øl herhjemme....og så må man som bekendt ikke køre bil, og det der med at ringe efter en taxa var opgivet på forhånd! Så udstyret med 2 lommelygter og en Bobby, begav vi os ud i mørket og op til hovedvejen. Det hjælper helt klart på slange-frygten af have indtaget lidt alkohol. Om det så er særlig klogt, kan jo diskuteres!!! Tomlerne røg ud og bum - første køretøj, der ser os, stopper! FLINKE siger jeg bare og især fordi det var en lille pige på en scooter, hvor vi to kæmper lige akkurat kunne være! Hun kørte heldigvis godt og sikkert og forstod vi gerne ville ind til busstationen. Ligesom med turen gennem Laos på ladet af en bil, kan det sikkert for nogle, synes mærkeligt at jeg er ekstremt bange for at flyve......

Vi måtte simpelthen høre noget live-musik og det er så her vi flere gange spurgte os selv, om de her mennesker er "de seje" i Sakhon Nakon, som i "toppen af poppen", "dem alle vil hænge med", "mega-coole" osv....billederne taler for sig selv...

Læg venligst mærke til hvad der ligner BUFFALO-SKO!!! og en form for sjov dobbeltbehåring under armen?


og spørg ikke, hvad der tilsyneladende er en parodi på Hitler, laver i Thailand....

Han havde simpelthen det fedeste garn, der kækt stak ud under hatten!!

Efter vores musikalske hungren var blevet stillet, var det tid til karaoke.....taaaa daaaa - næste bar havde følgende skilt og det må jo siges at være rimelig lovende!!!!

 Vi trådte ind i en reception ligesom......der havde mange døre med numre på....røde døre altså...vi kiggede lidt rundt - tomt....og lidt skummelt og mistanken faldt på et sted hvor man køber damer...så vi listede ud igen og rundt om hjørnet....HURRA - der var karaoke baren! Nu ved jeg ikke lige hvad thailændere forstår ved karaoke-barer, men det er helt sikkert ikke det samme som karaoke på restauranten. Her var der nemlig kun halvgamle tykke mænd og unge piger i sådan noget tøj, der er lige til en underlivsbetændelse!!og nå ja - en stripperstang! Men nu var vi der jo, og faktisk var der en pige der sang - godt til og med! Vi fik en enkelt øl og udvekslet synspunkter på miljøet, vi befandt os i. Heldigvis havde vi briller på, så vi kunne tage dem af og pege på hinanden for at understrege, at vi hver især mente hvad vi sagde....og efterfølgende bide i stangen for alligevel at lytte anerkendende til den andens synspunkt.... :-)

At brillerne klæder os, er vi til gengæld rørende enige om!!

Af andre uforglemmelig fester skal nævnes brylluppet vi var til onsdag morgen i sidste uge. Vi blev inviteret af Brudens mor som er leder for tempel-stationen vi besøger hver mandag.....og det var vi selvfølgelig meget glade for. Vi skaffede en flot buket og hoppede i lidt finere tøj og så af sted kl 9 til bryllup! Det var en speciel oplevelse og igen er der ikke rigtig nogle der fortæller om traditioner osv.....vi fandt dog ud af, at man, ude på landet, normalt ikke kommer med gaver, men penge. Det var ok at vi havde blomster med, fordi brudeparret bor i Bangkok og det kan man godt gøre der. Der var en del mennesker og flere kendte ansigter fra træningsstationerne. Brudeparret virkede dog lige så beklemte ved situationen som os, men stillede gladeligt op til fotografering med de sjove hvide mennesker......

Morr Ban Jen, VW, Brud, Gom, Søren, Brudens mor.

Bukketen er fra os!

De var blevet gift, så ceremonien så vi ikke, men blev inviteret på mad og drikke. Igen fik vi masser af lækker lokal mad og fik lige sat smagsløgene på prøve mht. til chilien før kl 10 - hvilket også er nyt!

Mere fest......Thailænderne har meget stor respekt for kongehuset og over alt er der billeder af kongefamilien. Hver morgen kl 8 og hver aften kl 18 spilles desuden kongens sang. Det er ret beundringsværdigt den måde de respekterer dem på, og i går havde vi købt gule poloer (som er kongens farve) og alle elskede os for det. Kongens farve er også lyserød og blå og førstnævnte farve går selv den mest firskårne thailandske mand i, uden at mærke den mindste kastrationsfrygt. Men i dag "er det dronningens fødselsdag (den thailandske), hurra hurra hurra!!" og i den anledning skulle vi i går besøge et af Raindrops hjertebørn "Magrethe skolen", som er en børnehave der blev bygget det år vores dronning Margrethe den 2. fyldte 60 år. Igen udspiller der sig nogle lidt bizarre scener. Bl.a. sad vi sammen med Dr. Pensak på rad og række (på stole som de eneste), mens børnene optrådte for os, vi fik gaver og der blev sagt en masse vi ikke forstod. De lavede en ceremoni til ære for os, hvilket var meget flot, hvor vi blev overdynget med godt held, mens vi rørte ved et slags alter samtidig med at de lokale bandt hvide snore om vores håndled og vi til slut fik et æg og en klump sticky rice hver! Mit kamera var desværre dødt for batteri, så billeder skal skaffes fra anden side. Men det var en stor oplevelse og bagefter var der fællessang for dronningen (igen lidt karaokeagtigt med mikroner, for alle ved jo dårlig sang lyder bedre blæst ud i højtalere).

I går var det desuden "Mors dag", så alt i alt var der lagt op til fest og glade stunder. I thailand betyder mors dag noget dybere end i DK. Her er det en reel tak-sigelse til moderen; tak for livet, tak for mælken, tak for dig, tak for alt....og hele dagen handler om ikke at stresse mor men kun være glad og gøre gode ting for hende. I den anledning var der fyrværkeri inde i byen og vist nok igen i dag pga. Dronningens fødselsdag. Vi er også glade for hendes fødselsdag for det betød åbenbart en uventet fridag.....men selvfølgelig en fridag præget af gårsdagens hyggelige timer i Dr. Pensaks Thai-hus til barbeque.

Der kommer forhåbentlig mange flere fester - jeg har i hvert fald lige talt med en gæv ergoterapeut som gør os selskab i september :-) og hun er helt frisk på meget mere fest.




....og så det med dyrene......

regnen er for alvor begyndt - dvs. at nogle dyr bliver der flere af, nogle larmer fordi de er glade for regnen og nogle søger indenfor i læ....det betyder myg og frøer i hobetal.....vi har haft en enkelt kamikaze-frø, der havde mistet livet i hjørnet af stuen. Den lugtede ret så fælt og var ret sort og maddike-agtig! Men ellers skal man generelt lige kigge hvor man sætter sine fødder da der er mange små frøer, der let splatter.....

Ud over at mine ben fortsat er blege som lysstofrør har de nu også utallige røde mærker fra myg - og selvfølgelig tonsvis af blå mærker jeg ikke aner hvor kommer fra!

Jeg har været heldig at fange nogle af vores beboere i linsen......det der ligner en død edderkop, det er en død edderkop, men vi var enige om at det nok var bedst at døde den først, fordi den måske kunne nå at løbe væk.....den var stor! (Ditte: bare rolig det var ikke "Ditttttttte")

Preben gør klar til big-time killing!

Men han indså det nok var for stå en mundfuld og forsvandt igen

Bobby havde fået færten af noget......det er Bobby til højre!

Måske kamikaze frøen....han er ikke set siden i hvert fald.

Med disse billeder stopper jeg for denne gang....








Vi snakkes ved :-)





Kærlig hilsen
Vibeke

Et par oplevelser rigere!!!

Den sidste uge har været oplevelsesrig og usikker!!!!

Planen er blevet ændret rigtig mange gange, men det endte med at vi sidste mandag d.26.07 kørte af sted tidligt om morgenen og havde pakket til to overnatninger i Mukdaharn, Thailand ved Mekong floden. Det var helligdage så derfor havde vi fri. Vi skulle mødes med Dr. Pensak der har stiftet Raindrop.

Efter to timers hæsblæsende kørsel med vores chauffør ankom vi til Mukdaharn.....og rimelig kort tid efter var vi på vej til Laos - første uventede oplevelse!!! Tingene går ikke helt så glat som i vores eget lille priviligerede samfund, men efter at have betalt lidt penge her og ventet en time på den ene bus, som ikke kørte til Casinoet i Savannakhet, krydsede vi endelig Mekong floden.

Her besøgte vi to templer. Laoterne i dette område har en stærk Buddhistisk tro og det første tempel vi besøgte havde hele 78 munke. Fordi det var helligdag var der mange besøgende og der foregik diverse ritualer omkring i templet. Helligdagen skyldes at Buddhismen for 2490 år siden fik sin første munk - han var den første der forstod den sandhed Buddha havde set. Endvidere er det helligdag fordi der starter 3 mdr.for munkene, hvor de ikke må forlade templet. Det hænger sammen med regntiden og føromtalte munk der vist nok havde gået lidt for meget rundt og spredt budskabet og derved var kommet til at ødelægge bøndernes rismarker. Hvis der er nogle der ved mere om Buddhisme end mig - må de gerne komme med indslag!!!

De lokale går rundt om templet 3 gange og messer imens.

Derefter videre til et ældgammelt tempel lidt uden for Savannakhet. Stedet er meget besøgt af de lokale og vi var de eneste "fremmede" og vagte stor opsigt. Templet er 2500 år gammelt, der var guldbuddhaer langs alle indermurene og der var rigtig mange mennesker. Det er var en flot oplevelse og på en måde ret intimt at deltage i noget religiøst som betyder meget for andre mennesker og hvor man føler sig ret malplaceret! Dr. Pensak ledte os vej og fortalte undervejs. Så jeg tog mine 3 ture rundt om Buddhas hvilested (dvs en knogle fra ham), lagde mine blomster og tændte et lys. Det var kun mænd der var tilladt helt tæt inde på det allerhelligste og som alle andre steder smider man sine sko, når man går ind til nogen....

Der er mange mange billeder på Picasa - tjek det ud.....

Vi var tilbage i Mukdharn hen på aftenen og fik beskeden at vi ikke kunne komme til Vietnam før onsdag....undskyld hvad??? Skal vi til Vietnam alligevel? Det skulle vi.....Tirsdag gik med sightseeing i Mukdaharn; marked, museum og naturpark, hvor en lille afstikker til et vandfald uden sko, endte med 1½ times vandring og kun en lille smule desorientering på de fantastiske klipper der lå midt i skoven!!! Ømfodede og meget tørstige måtte vi indse, at vi nok havde misset skiltet til vandfaldet, men så så vi en flot klippe i stedet....næste gang har vi både guide og vandresko på!!!

Turen til Vietnam og Vern Giaw stammen.

Så blev det onsdag og det sidste rene tøj blev pakket til Vietnam turen. Vi regnede med at overnatte en nat....men vi forventede hvad som helst! Dr. Pensak havde skaffet en thai-vietnamesisk tolk.....han var ganske underholdene, noget af tiden altså og vi blev underholdt med engelske tekster han havde lært udenad (fx fra bryllupper) eller med sange han selv skrev....

Det var en flot tur - både gennem Laos og Vietnam og man kunne gradvist se hvordan husene blev mere kinesisk inspirerede. Der var utrolig flot natur og maaaaange rismarker. Vores chauffør på turen var Laot og han sørgede for forkost til os, hos en af hans venner i byen Phine i Laos. Igen var vi - Farangs - til stor underholdning for de lokale!


 
Omkring grænsen til Vietnam begyndte jeg at spekulere på om mine kopier af mit pas, mon egentlig gjorde den store nytte hjemme i skabet på Raindrop.....vi fik flere gange at vide, at vi ikke skulle give vores pas til nogle på noget tidspunkt. Jeg spekulerede også på hvor man mon kunne købe rent undertøj, hårshampoo og hvorfor det egentlig lige var, at vi ikke havde vekslet nogle penge....

Et stykke inde i Vietnam - langs med en del af den gamle Ho Chi Mihn Trail - holder vores bil ind. Vi er ankommet til byen, hvor der bor ca. 850 mennesker af Vern Giaw stammen. Stammen levede oprindeligt i bjergene mellem Laos og Vietnam, men efter krigen hørte de til på Vietnamsiden og blev tvunget til at bosætte sig langs med Dakrong floden. Der menes at være ca. 35.000 folk tilbage i stammen, der oprindeligt havde både eget sprog og skrift.

Hurtigt kom der mange til - både børn og voksne. Det skyldes til dels vores blotte tilstedeværelse, men også at rygtet om at der ville blive uddelt gaver hurtigt spredtes. Det stod hurtigt klart for os at folket her var fattige. Mange børn var helt nøgne, de fleste af dem meget beskidte og nogle af dem tydeligt fejlernærede. Der var kaos og desperation fra de voksne, der skubbede børnene hen til os da vi ville tage billeder. Dr. Pensak besluttede at komme tilbage dagen efter for at uddele den tænkte pengegave til børnene ml. 3-5 år. Det var simpelthen ikke muligt at få organiseret en uddeling og ingen kunne svare på hvor mange børn der var i landsbyen.

Vi kørte derfor ud til Vietnams østkyst og det Kinesiske hav til byen Gua Thung, hvor vi skulle have en enkelt overnatning. Det blev til en dejlig tur på stranden og lækker mad om aftenen (underholdt af vores tolk) mens månen stod op over havet - tænk sig - jeg vidste ikke man kunne se en måneopgang! Helt fantastisk var det dog! Godt trætte sluttede Søren og jeg dagen med et spil rommy med Dr. Pensak.....sådan!

Udsigt fra hotellet.

Dagen efter skulle vi være i landsbyen kl.10. Formålet med at åbne en børnehave er at sikre de 3-5 årige børn bedre. På den måde kan forældrene arbejde mens børnene bliver passet, og der bliver samtidig holdt øje med børnenes sundhed og de vil desuden modtage et måltid mad. Der vil ligeledes være mulighed for at undervise og til dels opdrage børnene, der ofte er overladt med deres ældre søskende eller bedsteforældre.

Der var dog uoverskueligt mange mennesker da vi ankom på andendagen og det blev hurtigt klart at uddelingen skulle omorganiseres. Dette tog Dr. Pensak sig af godt hjulpet af vores chauffører.  I mens gik vi en tur i landsbyen og prøvede at fange lidt indtryk i linserne. Det satte sig dog også i sindene og det var hårdt at se de af børnene der var mest bekymrede, beskidte og desperate.

Det var en fantastisk mulighed at få lov at komme så tæt på et folk, der for det meste passer dem selv. Jeg håber projektet får medvind og at de lokale finder ressourcerne hos dem selv til at deltage i det.

Godt mættede med indtryk kørte vi tilbage mod Lao Bao og grænsen til Laos. Her gjorde vi holdt ved et indkøbscenter/markedsplads hvor vi havde flere bizarre oplevelser. 1. Frokost: for første gang har jeg virkelig været bange for mit helbred....hønen var kold og dens hoved lå på fadet skåret igennem lige omkring øjnene!! 2. shopping: Der var følgende 3 ting til salg; riskogere, shampoo og ure.... det var sådan helt uvirkeligt hvordan så mange forretninger kan sælge SÅ mange fuldstændig identiske ting!

Sikkert over grænsen til Laos forsøger jeg at fordrive tiden med at få skrevet nogle af indtrykkene ned. Både telefon og iPod er selvfølgelig løbet tør da vi nu er på 4. dagen for vores ophold! Pludselig hopper og danser bilen og en fæl sort røg kommer bagfra!!! Midt i ingenting er bilen brudt sammen! Der går en time ca. hvor lokale støder til og fra, vores chauffør kører med nogle til nærmeste by og henter reservedel, bilen bliver repareret  med en red-bull dåse og en slange, og bilen går i stykker igen.... Igen tager vores boss affære og beslutter at vi kan fange en bil - og så må vores laotiske chauffør selv rede sig ud af det med bilen! Den første bil vi vinker af, stopper selvfølgelig og der er lige plads til én person inde i bilen og fire på ladet....gæt selv hvem! 200 km ca. i frisk luft, og 80 km i timen - det var det hele værd - også den ømme bagdel!

Mine solbriller blevet taget af vinden 2 sek. efter!

Trætte tilbage i Savannakhet røg vi på bussen mod Mukdaharn og blev belønnet med en kold øl da vi kom over grænsen!! Fredag gik med at arbejde på en rapport omkring turen og det blev fejret om aftenen til kl. sent ..... Vi regnede med at skulle hjem lørdag.....meeeeeeen tog lige en overnatning mere!

Søndag formiddag kørte vi tilbage mod Sakon Nakhon - home sweet home - men skulle da lige - og heldigvis for det - forbi endnu et tempel i That Phenom. Her findes der også en knogle fra Buddha og det var noget af det flotteste jeg har set endnu!

Kæmpe Buddhaer og overdådige bygninger vidner om at kun det bedste er godt nok til Buddha - og det kan man godt forstå, for han må have haft fat i noget helt rigtigt. Jeg tror på at Buddhismen gør Thaierne meget til dem de er - positive, hjælpsomme og venlige - næsten overalt hvor man kommer.



Nu er vores 5. uge heroppe gået i gang - og der er masser af se til. Vi har et stramt program i denne uge, hvor vi skal besøge ca. 35 børn og have skrevet status på dem alle.


Kig på web-albummet nedenfor for flere billeder og skriv endelig eller kig forbi!! Jeg oplever meget men savner alle de dejlige mennesker jeg kender i Danmark. Pas god på jer selv og nyd sensommeren!

KH Vibs

Mukdaharn - Vietnam